Efter justering i kæmpe havvindudbud: Nu skal olieselskaber også være med

Efter justering i kæmpe havvindudbud: Nu skal olieselskaber også være med

Energistyrelsen lemper og justerer rammerne for Danmarkshistoriens største havvind-udbud på 6 GW radial havvind plus tre GW for Energiø Bornholm. Det sker efter, at styrelsen har været i dialog med markedet om udspillet fra i sommers.

Ændringerne skal bl.a. tiltrække flere ressourcestærke bydere end blot VE-udviklere, der på grund af stigende materialepriser og inflation de senere år har været noget mere tilbageholdende i udbudsrunder end normalt.

Det pointerer vicedirektør Stig Uffe Pedersen på den tekniske briefing, han for nylig afholdt for en lille skare fagjournalister i styrelsens futuristiske domicil i København. Briefingen omhandler det reviderede udkast til udbudsmaterialet, som Energistyrelsen udsender i en ny kort markedsdialog for at være sikre på at ramme skiven med ændringerne. 

»Pointen er at bringe de selskaber, som Energistyrelsen kan se byde i andre lande, ind i byderfeltet for det statslige udbud herhjemme for at opnå konkurrencedygtige priser,« siger Stig Uffe Pedersen. Han understreger, at der er tale om et kæmpe udbud – danmarkshistoriens største. Det vil mangedoble Danmarks havvindkapacitet. Da det oven i købet er fordelt på fem sites, bliver der brug for »alle gode kræfter.«

Hvad det specifikt er for selskaber, Energistyrelsen gerne vil lokke til, kommer vicedirektøren ikke ind på. Men han forklarer, at ændringerne er lavet for også at imødekomme konkrete ønsker fra virksomheder, der har erfaring med at bygge alle mulige andre typer af komplicerede anlæg end vindmølleparker på havet. På grund af meget havvinds-specifikke egnethedskrav var de tidligere udelukket fra at deltage i udbuddet.

Energistyrelsen har i alt modtaget 600 skriftlige bemærkninger til udspillet fra 15 potentielle opstillere. Desuden har styrelsen holdt 10 bilaterale møder i løbet af den markedsdialog, der kørte i efteråret. Det er herfra, at styrelsen kender ønskerne.

»Vi fik mange kommentarer til egnethedskrav: Opfordringen lød, at vi kan udvide feltet af bydere ved at justere egnethedskravene. Så det har vi gjort. Vi har en stor interesse i at få et bredt felt af kvalificerede ansøgere, da udbuddet er så omfattende,« siger han.

Det kunne være olieindustrien

Et eksempel på en ny type byder kunne være olieselskaber som BP og Total Energies, der så sent som sidste år vandt retten til at opføre fire offshoreparker på i alt 7 GW i et tysk udbud. Olieselskaberne trumfede alle andre bydere – heriblandt Ørsted – ved at tilbyde 94 milliarder kroner for arealerne.

Noget lignende kunne også fungere i en dansk kontekst, vurderer rådgivningsfirmaet Kraka Advisory.

»Set i lyset af det tyske udbud kan det give god mening at lade andre end de traditionelle opstillere byde ind. Så længe vindmøllerne stilles op inden for de fastsatte regler og krav, er det i de danske skatteborgeres interesse, at det gøres af dem, der vil betale mest,« siger Frederik Læssøe Nielsen, der er seniorøkonom i Kraka Advisory.

Han fortæller, at det som udgangspunkt er sund fornuft, når man afholder udbud, at gå efter at skaffe så mange bydere som muligt. For det øger sandsynligheden for at opnå et højt bud.

En anden måde at udvide byderfeltet på går ud på at forsimple reglerne omkring de boder, der tilsammen udgør styrelsens bøderegime. Det introducerede styrelsen i sit udspil som et værktøj til at holde opstillerne i ørerne og forebygge, at de lod sig unødigt forsinke i arbejdet med at etablere vindmølleparkerne.

De potentielle bydere ømmede sig dog over systemets store kompleksitet og syntes også, at straffen på nogle punkter var unødigt hård. Derfor havde nogle en bøn om, at Energistyrelsen ændrede reglerne, så man i visse tilfælde kan slippe for at betale en bod.

»Vi er interesserede i, at tingene kommer op til tiden – ikke nødvendigvis i at straffe opstillerne. Det sikrer vi bl.a. ved at introducere en trappemodel for boden, så den tager højde for forsinkelsens alvorlighed. Det gør f.eks., at man ikke bliver ramt af en meget stor bod, fordi projektet forsinkes en måned på grund af pressede leverandørkæder,« siger Stig Uffe Pedersen.

En hård straf

Et større antal bydere holder dog ikke kun hånden under økonomien – det øger også risikoen for flere useriøse bud eftersom at havvind typisk ikke vil være et hovedfokus for kommende bydere. Investeringen kunne i princippet blot være et halvhjertet forsøg på at forbedre sit image ved at profilere sig på grønne teknologier.

Det er bl.a. det, der skaber usikkerhed om udfaldet af sidste års store tyske udbud på 7 GW, hvor straffen for at hoppe fra udbuddet blev sat til 100 millioner kroner – det må siges at være et greb i lommen for olieindustrien.

Sådan et scenarie vil Energistyrelsen gerne undgå. Derfor har styrelsen modificeret udbudsmaterialet, så det at fortryde koster vinderen en femtedel af den såkaldte capax, der omfatter alle investeringer i udstyr og teknologi. Det svarer til i størrelsesordenen tre milliarder kroner for det aktuelle udbud.

»Man kan trække sig langt ind i processen, men det bliver temmelig omkostningsfuldt. Vi har et relativt skrapt regime i forhold til at træde ud af aftalen. Og det har vi for at sikre seriøse bud,« siger Stig Uffe Pedersen.

Den stramning synes økonomiprofessor Jan Bentzen fra Aarhus Universitet er »fornuftig.« Det er et godt værktøj til at frasortere useriøse bud, til at få skrællet kredsen ned til dem, man kan stole på og som ved, hvad de laver, siger han.

»Med så høj en pris på udtræde vil man fortsætte, forudsat de fremtidige omkostninger ikke overstiger strafbeløbet. Hvad man hidtil har investeret vil være tabte omkostninger. Så det skal være rigtig galt med resten af projektperioden, hvis man finder det bedre at købe sig fri,« siger Jan Bentzen.

Olieplatforme er ikke vindmøller 

Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet synes ikke, at det er ubetinget godt at fjerne kravene – det er det kun så længe, at man med sikkerhed ved, at det kan give en større konkurrence. Men det er svært at vide på forhånd.

Slækker man på kravene, kan man risikere, at den vindende part ikke har den fornødne ekspertise til at gennemføre projektet.

»Erfaringer med boreplatforme er ikke det samme som erfaringer med at håndtere elinfrastruktur offshore. Vi er jo interesserede i at få opført vedvarende energi, ikke i at få penge ind til staten via bodsbetaling,« siger han.

Energistyrelsen mener ikke, at der er grund til bekymring, da det at slække på kravene ikke er det samme som at fjerne dem. Der vil stadig være egnethedskrav, der sikrer, at byderne er kompetente til at løfte opgaven, påpeger Stig Uffe Pedersen.

Selvom Energistyrelsen skyder endnu en høringsproces ind, så tror den stadig på, at tidsplanen holder.

Den nye markedsdialog skal efter planen køre frem til 8. februar. Herefter kommer der en tilretningsperiode af endnu ukendt varighed. Derefter skal kammeradvokaten have tid til at se materialet igennem før, at udbuddet kan sættes i gang.

»Så snart vi er færdige, så kører vi. Samlet set forventer vi, at parkerne er oppe at snurre i 2030,« siger Stig Uffe Pedersen.

Her er fristerne

Budfrist på Nordsø-parkerne er sat til december 2024, mens budsfristen på arealerne i de indre danske farvande er sat til februar 2025. De er programsat til at køre senere, da resultaterne fra de igangværende undersøgelser af havbunden afventes. Energistyrelsen forventer, at alle parker er oppe at snurre inden udgangen af 2030.